Udgående socialpædagogisk misbrugsbehandling

Udgående socialpædagogiske misbrugsbehandlere hjælper de unge med de problemer, som misbrug af hash og stoffer medfører i dagligdagen. Behandlingen er en kombination mellem samtaler og aktiviteter som fx hjælp til praktiske ting og til at opstarte en fritidsaktivitet.

Behandlerne møder de unge i deres eget miljø og støtter dem i at få en hverdag med bolig, uddannelse, job, fritid og helbred på lige fod med andre unge.

Behandlerne er trænede i at møde unge, der er ambivalente, der ikke selv magter at møde ind til behandling og eller har særlige sociale eller psykiske problemer.

De udgående fokuserer som udgangspunkt på, at få skabt en god og tryg relation til den unge gennem:

  • At tale med den unge om hverdagsting, som den unge er optaget af.
  • At rumme og forsøge at forstå den unges perspektiv.
  • At forsøge at forstå den unge.
  • At hjælpe den unge med at sætte ord på det, der er svært.
  • At støtte den unge i at sætte ord på drømme om forandringer.
De udgående starter med at arbejde med årsagerne til de unges misbrug og med at styrke de unges livskvalitet, da det medfører, at de ofte får lyst til at ryge mindre og tage færre stoffer. Og når de unge så er parate, arbejdes der mere direkte med reduktion af forbrug gennem:
  • Afprøvning af ”hashfrie” dage eller at reducere med fx en enkelt joint.
  • Døgnhjul - kortlægning over hvornår de ryger, hvornår de sover etc. da det giver et visuelt overblik, som er lettere for dem at tale om.
  • Forandringscirklen - udarbejdelse af konkrete planer, hvor der ses på mål, tidsplan, handleplan og nødplan.
  • Undervisning i mulige abstinenser ved rygestop – så som angst, følelse af at man bliver dummere, hvilke dage der er værst etc.

Tilgangen i den udgående misbrugsbehandling er løsningsfokuseret. Behandlerne ser på hvilke konkrete praktiske udfordringer, de unge har brug for støtte i forhold til, samtidig med at de indhenter gavnlig viden om symptomer der kalder på videre undersøgelse og eller inddragelse af andre behandlere.

De udgående fungerer desuden som ”stabile gennemgående voksne” i de forløb der løber over længere tid og i forløb hvor der også bliver inddraget psykologi, psykiatri eller socialrådgivning.