Samtaler med psykolog el. terapeut
Psykologerne er specialiseret indenfor tilrettelæggelse af psykologiske behandlingsforløb, hvor der er et misbrug indover. Den psykologiske behandling tilbydes når det vurderes, at det er psykologiske problemer, der ligger til grund for den unges misbrug.Behandlingen tager udgangspunkt er den unges oplevelse af og forklaringer på eget misbrug, samt på den unges historie, opvækst, miljø, relationer og udvikling. Gennem det fokus opbygges en relation, der gør det muligt at arbejde psykologisk, samtidig med at der opnås indblik i:
- Hvordan den unge strukturerer sine tanker og sin livsfortælling.
- Om den unge har oplevelser/fornemmelser der tyder på traumer eller psykiatriske problematikker, som skal undersøges nærmere gennem samtale eller test.
Den psykologiske behandling retter sig også mod at hjælpe de unge til at (gen)opbygge deres selvværd, at begynde at turde drømme selvom det indebærer mulighed for fiasko og hjælp til at opbygge nære relationer til familie og et ikke misbrugende netværk.
Når det gælder reduktion og ophør af skadeligt forbrug er fokus på tre områder, som drøftes med de unge:
- Konsekvenser ved at ryge hash og tage stoffer – ofte ser de unge ikke deres forbrug som et misbrug når de starter i behandling.
- Fordele og ulemper ved at gøre det – de unge får hjælp til at se begge dele og psykologerne anerkender, at det er de unges virkelighed.
- Ambivalens – det er naturligt for de unge, at de den ene dag har mod på at reducere og den næste er det, det sidste de kan overskue. Ambivalensen er helt normal og en vigtig aktør i behandlingen, da den bruges direkte i det psykologiske arbejde.
De unge er forskellige og det er forskellige ting, der ligger til grund for misbruget, derfor anvendes den metode, som er mest brugbar i den enkelte unges problematik. Psykologerne gør fx brug af:
- En konfronterende tilgang i det terapeutiske rum og så bruges det der sker mellem den unge og psykologen i udviklingsarbejdet.
- En psykodynamisk tilgang i forhold til uhensigtsmæssige mønstre i den unges liv.
- En kognitiv tilgang kan være god, hvis det er angstproblematikker, der er på spil for den unge.
- Eksistentiel terapi hvis der er følelsesmæssige problematikker, der kræver det.
Psykologerne bidrager ved tværfaglige møder med psykologisk viden, undersøgelser og test.